27. aug. 2014

16. aug. 2014

olivia beskriv stuen


chatollet derovre. jeg kan huske da det stadig stod på min mormors loft, men ikke om jeg selv ønskede mig at få det. jeg har haft det siden jeg var ti. alle steder jeg har boet siden har det chatol også boet. det lyseblå skab ved siden af mig stod i gangen i det sidste hus min mor boede i, dem der havde boet der inden da, og skulle flytte til en mere ældrevenlig bolig, havde ladet det stå. ligesom de havde efterladt et par billeder i gangen. et af gården, som den så ud for nogle årtier siden, og et som var hæklet og hvorpå der stod sådan noget som at der er mange ting i livet, men det yndigste er dog at følges ad.
jeg kan huske, da min mor flyttede ind i det hus, jeg tror jeg var femten, at jeg skammede mig over, at der skulle hænge sådan en hæklet tavle med et optimistisk budskab. jeg synes det var pinagtigt at min mor kunne finde værdi i det. det rev i mig, for at pille det ned hver  gang jeg passerede det.
den hvide hylde ved siden af mig, købte mig og andreas da jeg havde fået debutantprisen, vi havde ellers rigelig andet at bruge penge til, husleje fx, så det var en af den slags indkøb man gør i al hast, beregner hvor mange hylder  man skal bruge, går ned i butikken og taler lavmælt og så præcist man kan om sine ønsker, og forsøger når varerne er bragt hjem så hurtigt at indarbejde dem i omgivelserne sådan at man nærmest kunne vågne dagen efter og tro, at man altid havde haft de hylder.
skibsbriksen jeg ligger på købte jeg da mig og bjørn var gået fra hinanden. den kostede tohundrede kroner og jeg følte mig som en konge fordi det lod sig gøre for mig at købe noget så stort for så lidt. jeg tog et fotografi hvor jeg sad på den i et næsten tomt rum. jeg kan huske at jeg kom hjem, efter bjørn havde brugt en weekend på at samle sine ting, og blev så lamslået over at han havde taget gulvspanden som rent faktisk var min. hvorfor tage en gulvspand. hvorfor når jeg var den eneste der nogensinde havde brugt den. men det der gjorde mig ulykkelig var at han ikke havde taget de gaver jeg havde givet ham gennem tiden. denne her fuldstændig åndssvage brødrister jeg engang havde foræret ham, og som udover at spille en irriterende melodi når den havde ristet brødet også brændte Mickey mouses kullede insigt på det. ja altså, varmelegerme var organiseret sådan, i et mønster efter Mickey mouses ansigt. jeg ved ikke hvordan man teknisk forklarer noget så åndssvagt.
et par år efter ødelagde andreas den selv samme brødrister. jeg kan ikke huske hvordan. han ødelagde den sikkert ikke engang, den gik sikkert bare i stykker som ting  nu engang gør, men jeg, som har en tingskærlighed som er vanvittig fik sikkert et af mine vredesanfald og behandlede sagen som om der havde foregået et drab.
det var længe på programmet, at den skulle erstattes. så gled det ud. alle glemte alt om den monstrøse maskine, ingen følte behov for at riste brød. siden hen overtog jeg min mors brødrister, som albert og jeg, sikkert først og fremmest albert, som i mange år var bedre til at huske at købe fødselsdagsgaver end mig, havde foræret hende og hendes mand engang.
da andreas havde flyttet sine ting var det første jeg undersøgte, jeg tænkte på det anspændt hele vejen op af trapperne, om han havde taget de ting jeg havde foræret ham. jeg kiggede først øverst på bogreolen hvor jeg vidste bogen om de almene boligers histore lå, og konstaterede at han gudskelov havde taget den. mine gaver var altså ikke blevet ugjort. de var stadig gaver. jeg fandt efter at have eftergået alle gaver jeg kunne komme i tanke om en lille bille, i ved, sådan en død en inde i et lille stykke plastic som man kan købe i tigerbutikken, som også var en gave. i sin tid foræret som en skriveamulet. jeg holdt den i hånden og græd over den som om den bar hele verden. sidenhen har andreas fået den igen og siger at den virker, at hvis man hele tiden har den i lommen kommer man faktisk automatisk til at skrive.
winerstolen, der længe bare har stået abrubt midt i rummet, fordi den er forfærdelig at sidde på, helt vankelvoren, har jeg fra min far. den er underlig usystematisk slebet ned, som om det rent faktisk er en tanke, at den skal være hist og her nedslebet, hist og her bejse og lakbrun. min far var vidunerligt crafty, han lavede sådan noget vidunerligt lort, sjuskede helt vildt, han kaldte på mig en dag, mullææææææææ kom lige, så havde han lavet den mest bizarre lysekrone, der bestod af en masse hallogenlamper og en masse stive forskelligfarvede ledninger. det er en forrygende tilstand, både at have evner for alt, seriøst, lige kunne bikse et badeværelse sammen, lige at kunne lave et fake firma og en masse skatteunddrag, lige at kunne starte et turistbureu, simpelthen kunne lære sig selv sig fucking alt og samtidig sjuske med alt sådan at der altid lige var lidt der hang, lidt der var i stykker, nok til at det hele hele tiden var i risiko for at gå helt til grunde indtil det så gjorde det. i fatter slet ik hvor meget jeg beundrer ham. det mærkeligste var, når man kom for at besøge ham, og man kunne høre han var derinde, men at han bare ikke åbnede, man kunne høre han bevægede sig rundt som en lille kanin derinde. hvad fanden han lavede. han ville blive så vred hvis han var i live og så mig skrive det her, men jeg tror han ville have fået den samme diagnose som mig hvis det somehow var blevet aktuelt at dele diagnoser ud. han ville på den anden side allerede været blevet så inderligt gal dengang jeg fik en diagnose: ingen skal kalde min datter gal. Han sagde, den sidste gang vi var sammen, vi spiste burger inde på det sted der hedder klimt, hvor jeg aldrig har været siden, men passeret så tit og tænkt på det hver eneste gang, at hvis han ikke levede længere når jeg fik nobelprisen, så skulle jeg love at lade et sæde stå tomt til ham. det lovede jeg. jeg troede at vi i alle henseender snakkede rent hypotetisk men så døde han og næste gang jeg så hans ansigt var det rødliggråt af døden og han lå på en af de metalsenge som man ligger på i sådan et ligsynsrum. jeg vil aldrig igen frivilligt se en død. min mor ville jeg heller ikke se. folk sagde at jeg ville fortryde det men jeg har ikke fortrudt det. jeg forstår ikke hvorfor folk siger at de synes folk ser fredfyldte ud, jeg synes de ser smadrede ud.
jeg var med iben på stengade, da min mor fandt os, og fortalte mig at min fars bror havde ringet og fortalt hende, at politiet havde ringet og fortalt ham at min far var død. jeg skreg da hun sagde det, og der var en mand der sagde: hun har vist fået for meget af drikke. jeg har hadet den fremmede mand lige siden. når jeg tænker på ham hader jeg ham forfra fra det første chok over døden
den lave reol, som anlægget, min mors gamle, står på er ny. albert sagde forleden at det var en god reol. det gjorde mig glad og stolt at kunne fortælle ham, at den ikke var dyr og kan købes lige nede i stor kongens gade, i butikken træudsalg, og i hvilke mål og træsorter. Jeg følte mig nyttig fordi han også mangler en reol hvor der kan stå plader. Jeg købte den da jeg havde fået en mail om jeg ville modtage albert dams mindelegat, har drømt om at købe den i mange år. Jeg har modtaget tre priser de sidste tolv måneder, foruden det treårige arbejdslegat. det er en forrykt situation, men ikke nærheden af så forskruende som at frygte ikke at kunne betale sin husleje hver eneste måned. Jeg, som ellers aldrig gik ind på min netbank af frygt for realiteterne, går nu nogengangde derind bare for at stirre på realiteterne, at jeg har afbetalt alle mine lån det seneste år. 220000 kroner. Jeg sidder bare og stirrer på de minuskontoer som ikke er der længere.
Så meget frygt boede i de kontoer, de var levende af frygt, og så kunne man hele tiden umiddelbart slette dem hvis der stod et tilstrækkelligt antal tal på en anden konto. Ligesom det havde været intet hele tiden. Penge er en forfærdelig ide.
jeg overtog lejligheden her fra min far, der kort forinden var flyttet to etager op fra den lejlighed jeg er opvokset i, og som min lillebrors far nu bor i. den plakat jeg overtog, af Frodo fra ringenes herre, var altså ikke min fars men jaimes, der boede her lige inden min far, jaime var min overbo hele min barndom. den hang overfor sengen i det lille soveværelse. længe sov jeg ikke i sengen men på lædersofaen i stuen, men så må jeg have begyndt på det, for jeg kan huske at kasper og jeg lå i sengen og talte om at min far var død lige her og lo af det.
vi var en slags kærester over en periode. næsten altid sammen. vi lo af alting i den her lejlighed. vi lo af det gigantiske askebærge i grønt matereret glas. vi lo over at væggene var tapet sammen med gaffa de steder den var revnet. vi lo af at jeg drak så meget. vi lo af at jeg havde overtaget et helt lager af rådden rødvin og nogle kæmpe cocacola glas hvor der lige præcis kunne være en hel flaske rødvin i. det var det eneste i verden jeg havde lyst til, at drikke alle de rådne rødvin. jeg inviterede folk over og jeg var allerede fuld som en psykopat når de kom. så lo vi også alle sammen af det. værre var det heller ikke. eller: der er en tid for restriktioner, men først når den rådne rødvin slipper op. vi lo af at albert tog flamengokjolen og dansede så smukt og så vildt da vi kom hjem efter at have været i fælledparken første maj. han ville aldrig gøre det igen, selv om både mig og kasper spurgte, mit ønske om at gense det var så stort at jeg sikkert nærmest både tiggede og truede. vi lo af hvor i alverden den pose med vandballoner var kommet fra. om jeg også havde arvet DEN. Så droslede jeg ned på alkoholen efter af sommervikaren på OPUS at være blevet stillet et ultimatum om at komme på antabus eller blive tvangsindlagt fordi jeg havde taget så og så mange piller og drukket så og så meget rom og var besvimet og havde givet både Rosa og Albert anledning til at tro jeg var død, hvilket jeg ikke på det tidspunkt var i stand til at undskylde for, jeg var elendig over for folk. Så endte den epoke med den rådne rødvin og godt for det, godt for at ting er en tid og så er de ovre hvis man er heldig.
anders sagde på et tidspunkt, om at have besøgt mig og min mor en weekend, at vi lo meget, også af hårde ting. vi havde talt om natten i forlængelse af pillerne og rommen og grint over at jeg med det samme jeg blev i stand til at tale gav mig til at flirte alt jeg kunne med lægen. det gjorde mig glad at han sagde det, fordi jeg indtil da havde glemt at tænke på os som nogen der lo meget. vi lavede også pranks, en af de sidste pranks vi lavede var at ringe til et pianofirma og høre om de havde et piano der var velegnet til at ligge udstrakt i, eftersom det var mit ønske at blive begravet i et piano, det virkelig sjove ved det var, når jeg skulle sige den aftalte linje, om at det var helt afgørende at jeg kunne ligge udstrakt, 'jeg vil ikke ha at det bliver nødvendigt at put mig', det var den linje vi var helt færdige over, sådan at vi næsten krampede af latter hver gang vi referede den til andre som for de flestes vedkomende ikke kunne se det sjove i at ringe og give en uskyldig pianoforhandler så forstyrrende en besked for sjov, hvilket gav os en følelse af at eje nøglen til det virkelig gode. siden anders sagde det har jeg tænkt på at jeg også synes han familie ler meget. måske vil han også blive overrasket over det, som jeg blev da det blev sagt om min familie.
jeg skal til tandlægen i morgen. jeg skriver alt dette for at blive klar over at jeg ikke er alene. at det bor tusind sjæle i min stue, som var og er af kød og blod og ikke bare tåbelige ekkoer og tåbelige engle.
godnat




















 




12. aug. 2014